Litterærartikel af "En stor dag" af Henrik Pontoppidan

En stor dag

                             

Pontoppidan skriver i sit efterskrift fra 1905 til novellesamlingen ”Fra Hytterne”, 1887: ”Det kan da have sin interesse at vide, at de fleste ved fortællingernes fremkomst fandt dem anstødelige i deres form og uappetitlige af indhold” (s. 129). Novellen ”En stor dag” er en del af novellesamlingen ”fra hytterne”, og leverer en bidende samfundskritik ved at skildre fattige menneskers kår på landet, hvilket er typisk for Henrik Pontoppidans forfatterskab.

Novellen skildrer et fattigt ægtepar i en landsby hvis indbyrdes forhold er påvirket af brændevin. Både manden og konen er dybt alkoholiserede og når flasken er fuld er deres forhold harmonisk, mens når flasken er ved at blive tom bliver de som hund og kat. De slås og skændes, mens hele landsbyens børn og inklusiv deres egne ser til gennem ruden. En dag forsvinder manden og en uge senere finder man ham. Han har hængt sig selv i en forladt bygning ved landevejen. Imens man venter på øvrigheden, de offentlige myndigheder, bliver huset med liget et valfartssted. Der kommer en fremmed til byen som tager over for at kigge på liget, her møder han byens børn inklusiv dens døde mands dreng, som er midtpunkt for forsamlingen. Tilbage på kroen hvor den fremmede spiser et måltid mad ser han en brændevinsflaske og beder krokonen om at fjerne ”djævelskaben”.

”En stor dag” er skrevet i 3. person, og fortælleformen er meget observerende, da vi ikke får noget af vide om hvad personerne føler, men blot får detaljeret beskrevet hvad der sker. ”Der midt i klyngen der fra begge sider trængte sig omkring ham som en slags æresvagt – stod en lille bleg og forvokset dreng på syv-otte år” (s. 118). Dette citat illustrerer at fortælleren er en 3. persons observerende fortæller, da vi kun får ydre detaljer. Novellens sprog er primært beskrivende og realistisk. Sproget er præget af objektive og nøgtern beskrivelser. Effekten af fortælleteknikken og sproget er at læseren tvinges til at reflektere over indholdet og selv tage stilling til begivenhederne, da der ikke er nogen fortæller, som fortæller læseren, hvordan man skal opfatte handlingen.

Der forekommer ironi flere steder i novellen, som for eksempel når det bliver en ”nydelse” at se et stinkende lig og når en flok børn bliver ”æresvagter” for det samme stinkende lig (s. 118). Ironien kan også ses i novellens titel ”en stor dag”, som kan henvise til at det er ”en stor dag” for den døde mands søn da han bliver ”dagens helt” på grund af sin fars selvmord. Det ironiske består i at noget så tragisk som at miste sin far og se på hans lig bliver anledning til en slags ”folkefest”.

Den døde mands dreng er nærmest stolt over sin fars selvmord, og viser sig frem. Hans øjne skinner som i en rus (s. 118). Det er tydeligt, at han nyder den opmærksomhed, som han får af de andre børn og den fremmede tilskuer. Det beskrives hvordan han ”stod med hænderne i sine bukselommer og satte selvbevidst den ene fod frem” (s. 118).

Den fremmede, som opholder sig i landsbyen hører om ægteparret og dødsfaldet på den lokale kro. Først morer han sig over det fordrukne ægtepar og vil ud at se liget som alle andre, men da han møder den døde mands søn ændres hans holdning til begiveheden, hvilket kan ses ved hans tavshed og ved at han kalder brændevin ”djævelskab” (s. 119). Ved novellens slutning bliver det tydeligt for læseren, at den fremmede tager afstand fra landsbyboernes måde at håndtere den tragiske begivenhed ved nærmest at gøre en fest ud af ud af det. De betragter det som en markaber nydelse at se på liget frem for at se det som noget væmmeligt og sørgeligt som den fremmede ender med at gøre.

Den fremmedes funktion i novellen er at sætte handlingen i perspektiv for læseren. Man kan sige at den fremmede er en form for forlængelse af læseren – ligesom læseren står han uden for novellens begivenheder og er blot en tilskuer uden egentlig indflydelse på handlingen. Den fremmede gennemgår en form for udvikling i løbet af novellen, hvor han først er interesseret i at se liget ligesom landsbyens beboere, men da han møder drengen, bliver liget pludselig til en far og ikke bare en død krop, og da ændres den fremmedes holdning. Ligesom læseren fornemmer man at han forfærdes over ligegyldigheden og brutaliteten i landsbyens børns opførsel.

Myndighederne, som kaldes for ”øvrigheden” i novellen, skal tilse den døde mands lig. Ifølge loven må et lig nemlig ikke fjernes, før myndighederne har besigtiget det. Derfor ligger manden i halvandet døgn uden hoved. Skildringen af ”øvrigheden” er meget kritisk over for myndighedernes håndtering af sagen. ”Og det tog jo tid at sende bud til købstaden og endnu længere tid for øvrigheden at komme i uniform” (s. 117-118). Her vises det tydeligt, at myndighederne betragter mennesker på landet som mindre vigtige, siden at de skal vente så længe. Henrik Pontoppidan anvender ironi igen her for at få sin pointe igennem. Det tager jo ikke halvandet døgn ”at komme i uniformen”, men det beskriver tydeligt holdningen til at skulle tilse et lig af en fordrukken mand i en by på landet.

”En stor dag” er en samfundskritisk novelle. Den beskriver både myndighedernes ligegyldighed over for fattige mennesker på landet, og samtidig beskriver den også, hvordan fattigdom og elendighed frarøver mennesker deres empati. Selvom fortælleren ikke guider læserens opfattelse af begivenhederne, men derimod lader læseren tage stilling selv, så er den fremmede i novellen dog tilstede, og det er ham, der hjælper læseren med at forstå handlingen. Det er i den fremmede og i ironien at samfundskritikken og kritikken af menneskelig ligegyldighed kommer frem.

Henrik Pontoppidan var en af det moderne gennembruds forgangsmænd, og hele hans forfatterskab igennem skrev han om bøndernes og de fattiges elendige vilkår på landet, om tragiske skæbner og tilværelsen hårdhed. Både novellens stil og den samfundskritik, som kommer frem i den er typisk for den historiske periode, hvor den er skrevet. Mange andre danske forfattere, som for eksempel Steen Steensen Blicher og Herman Bang, skildrer ligesom Pontoppidan de frygtelige forhold, som bønder og fattige lever under på landet.

Novellens sprog er meget karakteristisk for den historiske periode. Sproget er præget af realisme og en nøgtern beskrivelse af virkeligheden. I lighed med anden skønlitteratur fra perioden er fortolkning overladt til læseren. 

Ligesom andre forfattere fra perioden beskriver Pontoppidan, hvordan tilværelsen på landet kommer til at handle om overlevelse, og hvordan mennesker frarøves deres empati. De fattige bliver afstumpede, mister deres moral og bliver brutale og ligeglade over for hinandens ulykke.

I ”En stor dag” kan dette tydeligt ses i beskrivelsen af, hvordan det sted hvor den døde mands lig ligger, bliver et valfartsted, hvor man morer sig og nyder at se på den døde. Det er dog ikke de fattige, som bliver kritiseret, men det samfund, som tillader så stor fattigdom og lidelse, som bliver kritiseret. Hvorfor kommer øvrigheden ikke med det samme, og hvorfor er der ikke nogen, der tager sig af det fordrukne ægtepars børn, så de ikke skal stå og grine af deres forældre – det er tydeligt, at det er samfund, der har svigtet.

Som Pontoppidan selv skriver i sit efterskrift så blev novellerne i samlingen genstand for forargelse i samtiden. Pontoppidan oplyser ovenikøbet at en af borgerskabets kritikere anbefalede læsere at ”forsyne sig med en lugteflaske” (s. 129). Man fristes til at tænke at ubehaget ikke kun handler om den direkte skildring af elendigheden, men også fordi Pontoppidan levere en bidende kritik af måden samfundet fungerede på – og altså også af borgerskabet. 

Kommentarer til stilen kan ses på dette link: https://docs.google.com/document/d/1JaWYFIz40acDM1D5V4z1_vGgrqClZnjQQuCjxKz8rBU/edit#heading=h.ah8c9q8y98yn

Kvinderoller og kasseroller -  i livets spil

Min søsters veninder er begyndt at få børn, de går til pilates, de studerer, de passer deres arbejde, og får børn ind imellem – børn som ikke sover om natten. Jeg bliver helt forpustet over alt det de når hver dag, men de ser nu også ofte trætte ud. De stiller så store krav til sig selv, at man spekulere på om det er det er det gode liv, og om det er helt sundt?

Hvis man anskuer Hans Jørgen Nielsens synspunkter set fra danske kvinders roller i dag, så er der store forventninger fra samfundets side, om at man både skal opfylde sin rolle som en god og omsorgsfuld mor, samtidig med at man skal få en god uddannelse, skabe sig en karriere, og måske også gerne bruge noget tid på velgørenhed eller i det mindste hjælpe i børnehaven med at male stakitterne en gang om året, eller bage økologiske speltboller til børnehaven hver 3. Onsdag, og det giver mange rollekonflikter, som Hans Jørgen Nielsen kalder ”sprækker”.    

I Hans Jørgen Nielsen tekst ”Livets spil” skriver han om hvordan eksistentielle situationer kan skabe sprækker, som gør os opmærksomme på, at vores liv består af roller i et spil. Spil som vi måske ikke er så bevidste om, og spil som skildrer en virkelighed, men måske også en virkelighedsflugt eller en tryghed, som er svært at leve uden. Man ved ikke altid at man spiller et spil. Vi spiller vores forskellige spil for at opnå vores mål. Men der kan opstå sprækker hvor man opdager, at man spiller et spil eller sprækker, når flere forskellige mål skal forenes samtidig, og de spænder ben for hinanden. Sprækker opstår således også, når vores roller kommer i konflikt med hinanden og vi pludselige erkender, at vi spiller mange spil. Det kan udløse en identitetskrise, som berøver os trygheden, men måske giver os en indsigt, og mulighed for at se det hele lidt ”ude fra ”.

Rollekonflikter, også kaldet interrollekonflikter i socialpsykologien ses næsten overalt. Vi senmoderne mennesker har påtaget os - eller bliver påduttet - så mange roller, at der nødvendigvis må opstå konflikter rollerne imellem. 

I det danske samfund stilles der mange krav til kvinder allerede i en tidlig alder. Undersøgelser peger på at gymnasiepiger er lige så stresset som topdirektører i erhvervslivet. Dette kan hænge sammen med, at der i samfundet stilles høje krav til unge kvinder, de skal se godt, klare sig godt fagligt og have et stort socialt netværk mv. Når unge kvinder skal ud på arbejdsmarked, kan de hurtigt blive valgt fra fordi en potentiel barsel kan afskrække en arbejdsgiver, hvorfor de skal være meget dygtigere end deres mandlige ”konkurrenter”.  

Kravene kan blive så mangfoldige og skrappe, at nogle kvinder vælger at ”melde sig ud” og dermed blive ”outsidere”. En outsider er ifølge Hans Jørgen Nielsen et menneske, som nægter at følge spillets regler, som stiller spørgsmålstegn ved den måde vi lever på, og som lever efter egne ønsker, men som ofte har været ude i en eksistentiel krise. 

Det fremgår af Hans Jørgen Nielsens tekst, at der var to reaktioner på spillet i 60’erne. Den ene var at stille sig uden for spillet, og at fastholde oplevelsen af at spillet var meningsløst eksempelvis ved at producere kunst, som stillede spørgsmålstegn ved spillereglerne. Den  anden var at opfinde sit eget spil, såsom at flytte i et kollektiv og dyrke biodynamisk landbrug.

Det gjaldt også kvinder, som smed BH’en, tog på ø-lejer, smed deres mænd ud, og klarede sig selv. De opfandt nok i højere grad deres egne spil frem for at droppe rollerne helt.   

Hans-Jørgen Nielsen fremsætter også i sin tekst en socialkonstruktivistiske idé om, at vores virkelighed fuldstændig defineres af sociale relationer. Men kun kvinder kan blive gravide og føde børn – hvilket kan gøre ideen om socialkonstruktivistisme problematisk, for selvom man kan argumentere for, at kønnene er sociale konstruktioner, så er der nogle biologiske forskelle – især i forhold til at føde børn, som jo er forbeholdt kvinder, og det undergraver ideen om de sociale relationer og virkeligheden. For virkeligheden er, at det er forbeholdt det ene køn at få børn uanset hvilken kontekst man sætter kvinder og mænd ind i, og det understreger behovet for at afhjælpe kvinderne - eller måske rettere arbejdsgiverne - økonomisk i forbindelse med barsel, og dermed mindske sprækkerne i rollerne. At få et barn er i øvrigt ikke et spil man blot kan melde sig ud af, når først barnet er på vej og er en kvinde længere i graviditeten end abortgrænsen, så fanger bordet. Det er også virkeligheden. 

Den franske sociolog Pierre Bourdieu er nok på nogle punkter mere nuanceret i sin holdning til menneskers adfærd i forskellige areaner end Hans Jørgen Nielsen. Bourdieu lægger vægt på habitus, det vil sige personlige erfaringer og de påvirkninger, som man har fået igennem livet. Bourdieu opererer med fire kapitaler som har indflydelse på ens habitus, nemlig symboler, økonomi, viden/kulturelkapital og socialkapital. 

Hvis man sammenligner Hans-Jørgen Nielsens ide om, at vi selv har stor indflydelse på hvilke spil vi deltager i, og hvilke roller vi påtager os, så mener Bourdieu at man kun kan spille med de kort, man har fået på hånden, og vi er mere fastlåste i vores adfærd og liv. Hvor Hans Jørgen Nielsen har den opfattelse, at mennesker i langt højere grad kan spille de roller de selv ønsker, hvis de vel og mærke er opmærksomme på selve spillet, og det at de spiller et spil. Sandheden ligger nok et sted i mellem deres opfattelser af hvordan vi mennesker agerer i livets spil.

Kvinder skal nok selv være mere opmærksomme på spillet, og at de rent faktisk spiller et spil - måske kan de nøjes med Hans Jørgen Nielsens spillers erkendelse af, at de indgår i forskellige spil og måske må spillereglerne også ændres.Kan kvinder selv eller måske samfundet afhjælpe sprækkerne i kvinders liv, og gøre rollerne mere homogene, så sprækkerne bliver mindre, og livet lettere at leve. Dels skal kvinder måske stille færre krav til sig selv, og begynde at betragte livet mere - set fra en outsiders side, og dels kan man fra samfundets side forsøge at gøre overgangene mellem de forskellige roller lettere, således at kvinder også kan opnå deres mål i livet, uden disse mange sprækker og rollekonflikter.  Den vinkel på samfundets mulighed for at afhjælpe rollekonflikterne tager Hans Jørgen Nielsen ikke rigtig stilling til.

 Vi har gennem de sidste 100 år haft mange tiltag, som dels skaffede kvinder ud på arbejdsmarked, og dels gav kvinder ret til ligebehandling og lige løn. For tiden bliver det debatteret i medierne om hvorvidt der skal være kvoteordninger for hvor stor en andel af kvinder, der skal være i virksomhedsbestyrelser.  Men også regler om at arbejdsgiverne får fuld kompensation for kvinders løn under barsel kunne afhjælpe presset på især unge kvinder i den fødedygtige alder. 

Det er også i samfundets interesse at kvinder kan kombinere karrierer og familieliv,  så der fødes børn og at kvinderne bliver på arbejdsmarked. Et eksempel på hvor katastrofalt en mangelfuld indretning af samfundet kan påvirke kvinder, så de ikke kan få både børn og en karriere ser man i Japan, Spanien og Italien. I Japan er det ligefrem sådan at unge kvinder er begyndt at fravælge parforhold og børn til fordel for deres arbejdsliv, og det samme glæder i Spanien og Italien. I disse lande er det sådan at der nærmest ikke eksisterer vuggestuer og børnehaver. Det betyder dog at der måske ikke i lige så høj grad, som herhjemme opstår rollekonflikter for den enkelte kvinde, da hun typisk kun kan vælge en af  rollerne. For samfundene har det dog store konsekvenser, da fødselstallene rasler ned, og udviklingen går i stå. Så hvis man ser på det danske samfund har vi jo på mange punkter gjort meget for at kvinderne ikke er tvunget til at  vælge en bestemt rolle, og samtidig forsøgt at afhjælpe rollekonflikterne, om end vi måske ikke er kommet helt i mål endnu.