Litterærartikel af "En stor dag" af Henrik Pontoppidan

En stor dag

                             

Pontoppidan skriver i sit efterskrift fra 1905 til novellesamlingen ”Fra Hytterne”, 1887: ”Det kan da have sin interesse at vide, at de fleste ved fortællingernes fremkomst fandt dem anstødelige i deres form og uappetitlige af indhold” (s. 129). Novellen ”En stor dag” er en del af novellesamlingen ”fra hytterne”, og leverer en bidende samfundskritik ved at skildre fattige menneskers kår på landet, hvilket er typisk for Henrik Pontoppidans forfatterskab.

Novellen skildrer et fattigt ægtepar i en landsby hvis indbyrdes forhold er påvirket af brændevin. Både manden og konen er dybt alkoholiserede og når flasken er fuld er deres forhold harmonisk, mens når flasken er ved at blive tom bliver de som hund og kat. De slås og skændes, mens hele landsbyens børn og inklusiv deres egne ser til gennem ruden. En dag forsvinder manden og en uge senere finder man ham. Han har hængt sig selv i en forladt bygning ved landevejen. Imens man venter på øvrigheden, de offentlige myndigheder, bliver huset med liget et valfartssted. Der kommer en fremmed til byen som tager over for at kigge på liget, her møder han byens børn inklusiv dens døde mands dreng, som er midtpunkt for forsamlingen. Tilbage på kroen hvor den fremmede spiser et måltid mad ser han en brændevinsflaske og beder krokonen om at fjerne ”djævelskaben”.

”En stor dag” er skrevet i 3. person, og fortælleformen er meget observerende, da vi ikke får noget af vide om hvad personerne føler, men blot får detaljeret beskrevet hvad der sker. ”Der midt i klyngen der fra begge sider trængte sig omkring ham som en slags æresvagt – stod en lille bleg og forvokset dreng på syv-otte år” (s. 118). Dette citat illustrerer at fortælleren er en 3. persons observerende fortæller, da vi kun får ydre detaljer. Novellens sprog er primært beskrivende og realistisk. Sproget er præget af objektive og nøgtern beskrivelser. Effekten af fortælleteknikken og sproget er at læseren tvinges til at reflektere over indholdet og selv tage stilling til begivenhederne, da der ikke er nogen fortæller, som fortæller læseren, hvordan man skal opfatte handlingen.

Der forekommer ironi flere steder i novellen, som for eksempel når det bliver en ”nydelse” at se et stinkende lig og når en flok børn bliver ”æresvagter” for det samme stinkende lig (s. 118). Ironien kan også ses i novellens titel ”en stor dag”, som kan henvise til at det er ”en stor dag” for den døde mands søn da han bliver ”dagens helt” på grund af sin fars selvmord. Det ironiske består i at noget så tragisk som at miste sin far og se på hans lig bliver anledning til en slags ”folkefest”.

Den døde mands dreng er nærmest stolt over sin fars selvmord, og viser sig frem. Hans øjne skinner som i en rus (s. 118). Det er tydeligt, at han nyder den opmærksomhed, som han får af de andre børn og den fremmede tilskuer. Det beskrives hvordan han ”stod med hænderne i sine bukselommer og satte selvbevidst den ene fod frem” (s. 118).

Den fremmede, som opholder sig i landsbyen hører om ægteparret og dødsfaldet på den lokale kro. Først morer han sig over det fordrukne ægtepar og vil ud at se liget som alle andre, men da han møder den døde mands søn ændres hans holdning til begiveheden, hvilket kan ses ved hans tavshed og ved at han kalder brændevin ”djævelskab” (s. 119). Ved novellens slutning bliver det tydeligt for læseren, at den fremmede tager afstand fra landsbyboernes måde at håndtere den tragiske begivenhed ved nærmest at gøre en fest ud af ud af det. De betragter det som en markaber nydelse at se på liget frem for at se det som noget væmmeligt og sørgeligt som den fremmede ender med at gøre.

Den fremmedes funktion i novellen er at sætte handlingen i perspektiv for læseren. Man kan sige at den fremmede er en form for forlængelse af læseren – ligesom læseren står han uden for novellens begivenheder og er blot en tilskuer uden egentlig indflydelse på handlingen. Den fremmede gennemgår en form for udvikling i løbet af novellen, hvor han først er interesseret i at se liget ligesom landsbyens beboere, men da han møder drengen, bliver liget pludselig til en far og ikke bare en død krop, og da ændres den fremmedes holdning. Ligesom læseren fornemmer man at han forfærdes over ligegyldigheden og brutaliteten i landsbyens børns opførsel.

Myndighederne, som kaldes for ”øvrigheden” i novellen, skal tilse den døde mands lig. Ifølge loven må et lig nemlig ikke fjernes, før myndighederne har besigtiget det. Derfor ligger manden i halvandet døgn uden hoved. Skildringen af ”øvrigheden” er meget kritisk over for myndighedernes håndtering af sagen. ”Og det tog jo tid at sende bud til købstaden og endnu længere tid for øvrigheden at komme i uniform” (s. 117-118). Her vises det tydeligt, at myndighederne betragter mennesker på landet som mindre vigtige, siden at de skal vente så længe. Henrik Pontoppidan anvender ironi igen her for at få sin pointe igennem. Det tager jo ikke halvandet døgn ”at komme i uniformen”, men det beskriver tydeligt holdningen til at skulle tilse et lig af en fordrukken mand i en by på landet.

”En stor dag” er en samfundskritisk novelle. Den beskriver både myndighedernes ligegyldighed over for fattige mennesker på landet, og samtidig beskriver den også, hvordan fattigdom og elendighed frarøver mennesker deres empati. Selvom fortælleren ikke guider læserens opfattelse af begivenhederne, men derimod lader læseren tage stilling selv, så er den fremmede i novellen dog tilstede, og det er ham, der hjælper læseren med at forstå handlingen. Det er i den fremmede og i ironien at samfundskritikken og kritikken af menneskelig ligegyldighed kommer frem.

Henrik Pontoppidan var en af det moderne gennembruds forgangsmænd, og hele hans forfatterskab igennem skrev han om bøndernes og de fattiges elendige vilkår på landet, om tragiske skæbner og tilværelsen hårdhed. Både novellens stil og den samfundskritik, som kommer frem i den er typisk for den historiske periode, hvor den er skrevet. Mange andre danske forfattere, som for eksempel Steen Steensen Blicher og Herman Bang, skildrer ligesom Pontoppidan de frygtelige forhold, som bønder og fattige lever under på landet.

Novellens sprog er meget karakteristisk for den historiske periode. Sproget er præget af realisme og en nøgtern beskrivelse af virkeligheden. I lighed med anden skønlitteratur fra perioden er fortolkning overladt til læseren. 

Ligesom andre forfattere fra perioden beskriver Pontoppidan, hvordan tilværelsen på landet kommer til at handle om overlevelse, og hvordan mennesker frarøves deres empati. De fattige bliver afstumpede, mister deres moral og bliver brutale og ligeglade over for hinandens ulykke.

I ”En stor dag” kan dette tydeligt ses i beskrivelsen af, hvordan det sted hvor den døde mands lig ligger, bliver et valfartsted, hvor man morer sig og nyder at se på den døde. Det er dog ikke de fattige, som bliver kritiseret, men det samfund, som tillader så stor fattigdom og lidelse, som bliver kritiseret. Hvorfor kommer øvrigheden ikke med det samme, og hvorfor er der ikke nogen, der tager sig af det fordrukne ægtepars børn, så de ikke skal stå og grine af deres forældre – det er tydeligt, at det er samfund, der har svigtet.

Som Pontoppidan selv skriver i sit efterskrift så blev novellerne i samlingen genstand for forargelse i samtiden. Pontoppidan oplyser ovenikøbet at en af borgerskabets kritikere anbefalede læsere at ”forsyne sig med en lugteflaske” (s. 129). Man fristes til at tænke at ubehaget ikke kun handler om den direkte skildring af elendigheden, men også fordi Pontoppidan levere en bidende kritik af måden samfundet fungerede på – og altså også af borgerskabet. 

Kommentarer til stilen kan ses på dette link: https://docs.google.com/document/d/1JaWYFIz40acDM1D5V4z1_vGgrqClZnjQQuCjxKz8rBU/edit#heading=h.ah8c9q8y98yn