Man går i den smukke
Bernstorffspark, hvor træernes blade så småt er begyndt at blive gyldne, og
hvor hundelufter nyder den smukke efterårsdag, og her finder man i et krat nedgangen
til en betonbunker, og så stopper idyllen brat.
Den 1000 kvadrat meter
store atomsikre bunker befinder sig i Bernstorffsparken i Charlottenlund. Den
er bygget engang i 50’erne, og fredag d. 21. september var der åbent for besøgende.
Invitationen lød på ”Sidste time- et koldkrigsspil”, et rollespil om Gentoftes
skæbne ved et simuleret angreb fra Sovjet under den kolde krig, og det tilbud
kunne jeg simpelthen ikke modstå.
Bunkeren var en smule
svær at finde, da nedgangen ligger noget væk fra gangstien inde i et stort krat
under høje egetræskroner. Vi blev budt velkommen af en ung mand iført en
uniform, som sagde til os at vi måtte pille og røre ved alt, da bunkeren IKKE
er et museum. Vi fik valget imellem et rødt navneskilt, hvis vi gerne ville
indgå som statister eller varetage en funktion eller et hvidt kort, hvis vi
bare ville se på. Jeg valgte et hvidt kort. Derefter blev vi ført ned af en
trappe, hvor man tydeligt kunne mærke at det hurtigt blev koldt og en smule
klamt. Neden for trappen ramte en sær lugt mine næsebor, en lugt som bedst kan
beskrives som en blanding imellem lugten af gammelt sommerhus og sur kælder.
Det var tydeligt at
bunkeren ikke fungerer som et museum i dag. Den var primært i brug som kommandostation
for beredskabsstyrelsen fra 50’erne til 80’erne, og den står stadig som da
sidste mand forlod den engang i starten af 90’erne. Det så ud til at denne sidste
mand en dag bare var gået hjem, og aldrig var kommet tilbage igen. Der var lidt
rodet, men alt inventaret var intakt. Det føltes lidt som at træde ind i en tidslomme
fra den kolde krig. Det flød med gamle dokumenter, kort og mapper på
skrivebordene og det var skægt at se hvad de havde brugt af gamle
skrivemaskiner, telefoner og andre tekniske installationer. De havde brugt et
internt rørpostsystem, som man for øvrigt kunne prøve. Det virkede temmelig
oldnordisk og der var langt til internettet, men det fungerede stadig som det
skulle.
Rollespillet kom aldrig i
gang, men alligevel var det en rimelig autentisk oplevelse. Man gik rundt i bunkerens
kæmpe store areal, hvor lange gange og små rum med lavt til loftet afløste
hinanden i nærmest uendelighed. Det var som at gå i ring i en labyrint, og man
mistede hurtigt orienteringen. Det var skræmmende at tænke på, at der er
mennesker, som har arbejdet der nede til dagligt. Bunkeren er indrettet med
kontorer, mødelokaler, soverum, bad, toiletter, køkken og opholdsrum, og det
var faktisk meningen, at bunkeren skulle kunne huse op til 150 mennesker i
tilfælde af atomangreb.
På trods af de 1000 m2
var der faktisk en smule klaustrofobisk, men hyggen bredte sig hurtigt, da vi
fik serveret feltrationer i form af Meyers tomatsuppe, som smagte rigtigt
dejligt, efterfulgt af ”desserten” bestående af kiksekage og erstatningskaffen,
Richs. Jeg er glad for at jeg ikke er tvunget til at drikke Richs til dagligt,
da det smagte rigtig ækelt.
På trods af det manglende
rollespil, syntes jeg at det alt i alt var det en rigtigt god, lærerig og autentisk
oplevelse. Bunkeren er klart et besøg værd, hvis der engang i fremtiden er et
arrangement igen. Dog er det vigtigt at huske at tage noget varmt tøj på, og
måske medbringe sin egen kaffe.
