Efterligning af Faldet af Albert Camus

Inspireret af s. 30 linje 15-25. Hvordan mennesker lever af hinandens tragedier.

Jeg kendte engang en pige. En ganske almindelig pige, med en helt normal tilværelse. Ikke særlig interessant for nogen. En dag fik hun en voldsom hovedpine og blev indlagt. Det viste sig at hun var dødelig syg. Hun havde en ondartet hjernesvulst, som ikke kunne opereres bort. Pludseligt blev denne almindelige pige hele kvarterets store samtale emne. Alle fulgte med i hendes sygdoms forløb. Hver en lille ændring havde alles interesse. Selv mennesker som slet ikke kendte pigen, og som ikke ville kende hende på gaden levede med i tragedien. Det blev næsten for meget. Jeg tror at alle tænkte ”gudskelov for det ikke er mig!”. Jeg synes det er absurd som vi mennesker lever af hinandens tragedier. Hvordan vi snager i andres ulykker. Jeg tror måske at vi sætter vores eget liv og vores egen tilværelse højere, når vi kan sammenligne med andres ulykker. Du tænker måske at sådan er du ikke, men prøv at tænk efter, er du anderledes?