En stor dag
Pontoppidan
skriver i sit efterskrift fra 1905 til novellesamlingen
”Fra Hytterne”, 1887: ”Det kan da have sin interesse at vide, at de fleste ved
fortællingernes fremkomst fandt dem anstødelige i deres form og uappetitlige af
indhold” (s. 129). Novellen ”En stor dag” er en del af novellesamlingen ”fra
hytterne”, og leverer en bidende samfundskritik ved at skildre fattige
menneskers kår på landet, hvilket er typisk for Henrik Pontoppidans
forfatterskab.
Novellen
skildrer et fattigt ægtepar i en landsby hvis indbyrdes forhold er påvirket af
brændevin. Både manden og konen er dybt alkoholiserede og når flasken er fuld
er deres forhold harmonisk, mens når flasken er ved at blive tom bliver de som
hund og kat. De slås og skændes, mens hele landsbyens børn og inklusiv deres
egne ser til gennem ruden. En dag forsvinder manden og en uge senere finder man
ham. Han har hængt sig selv i en forladt bygning ved landevejen. Imens man
venter på øvrigheden, de offentlige myndigheder, bliver huset med liget et
valfartssted. Der kommer en fremmed til byen som tager over for at kigge på
liget, her møder han byens børn inklusiv dens døde mands dreng, som er
midtpunkt for forsamlingen. Tilbage på kroen hvor den fremmede spiser et måltid
mad ser han en brændevinsflaske og beder krokonen om at fjerne ”djævelskaben”.
”En
stor dag” er skrevet i 3. person, og fortælleformen er meget observerende, da
vi ikke får noget af vide om hvad personerne føler, men blot får detaljeret beskrevet
hvad der sker. ”Der midt i klyngen der fra begge sider trængte sig omkring ham
som en slags æresvagt – stod en lille bleg og forvokset dreng på syv-otte år”
(s. 118). Dette citat illustrerer at fortælleren er en 3. persons observerende
fortæller, da vi kun får ydre detaljer. Novellens sprog er primært beskrivende
og realistisk. Sproget er præget af objektive og nøgtern beskrivelser. Effekten
af fortælleteknikken og sproget er at læseren tvinges til at reflektere over
indholdet og selv tage stilling til begivenhederne, da der ikke er nogen
fortæller, som fortæller læseren, hvordan man skal opfatte handlingen.
Der
forekommer ironi flere steder i novellen, som for eksempel når det bliver en
”nydelse” at se et stinkende lig og når en flok børn bliver ”æresvagter” for
det samme stinkende lig (s. 118). Ironien kan også ses i novellens titel ”en
stor dag”, som kan henvise til at det er ”en stor dag” for den døde mands søn
da han bliver ”dagens helt” på grund af sin fars selvmord. Det ironiske består
i at noget så tragisk som at miste sin far og se på hans lig bliver anledning
til en slags ”folkefest”.
Den
døde mands dreng er nærmest stolt over sin fars selvmord, og viser sig frem.
Hans øjne skinner som i en rus (s. 118). Det er tydeligt, at han nyder den
opmærksomhed, som han får af de andre børn og den fremmede tilskuer. Det
beskrives hvordan han ”stod med hænderne i sine bukselommer og satte
selvbevidst den ene fod frem” (s. 118).
Den
fremmede, som opholder sig i landsbyen hører om ægteparret og dødsfaldet på den
lokale kro. Først morer han sig over det fordrukne ægtepar og vil ud at se
liget som alle andre, men da han møder den døde mands søn ændres hans holdning
til begiveheden, hvilket kan ses ved hans tavshed og ved at han kalder
brændevin ”djævelskab” (s. 119). Ved novellens slutning bliver det tydeligt for
læseren, at den fremmede tager afstand fra landsbyboernes måde at håndtere den
tragiske begivenhed ved nærmest at gøre en fest ud af ud af det. De betragter
det som en markaber nydelse at se på liget frem for at se det som noget
væmmeligt og sørgeligt som den fremmede ender med at gøre.
Den
fremmedes funktion i novellen er at sætte handlingen i perspektiv for læseren.
Man kan sige at den fremmede er en form for forlængelse af læseren – ligesom
læseren står han uden for novellens begivenheder og er blot en tilskuer uden
egentlig indflydelse på handlingen. Den fremmede gennemgår en form for
udvikling i løbet af novellen, hvor han først er interesseret i at se liget
ligesom landsbyens beboere, men da han møder drengen, bliver liget pludselig
til en far og ikke bare en død krop, og da ændres den fremmedes holdning. Ligesom
læseren fornemmer man at han forfærdes over ligegyldigheden og brutaliteten i
landsbyens børns opførsel.
Myndighederne,
som kaldes for ”øvrigheden” i novellen, skal tilse den døde mands lig. Ifølge
loven må et lig nemlig ikke fjernes, før myndighederne har besigtiget det.
Derfor ligger manden i halvandet døgn uden hoved. Skildringen af ”øvrigheden”
er meget kritisk over for myndighedernes håndtering af sagen. ”Og det tog jo
tid at sende bud til købstaden og endnu længere tid for øvrigheden at komme i uniform”
(s. 117-118). Her vises det tydeligt, at myndighederne betragter mennesker på
landet som mindre vigtige, siden at de skal vente så længe. Henrik Pontoppidan
anvender ironi igen her for at få sin pointe igennem. Det tager jo ikke
halvandet døgn ”at komme i uniformen”, men det beskriver tydeligt holdningen
til at skulle tilse et lig af en fordrukken mand i en by på landet.
”En
stor dag” er en samfundskritisk novelle. Den beskriver både myndighedernes
ligegyldighed over for fattige mennesker på landet, og samtidig beskriver den
også, hvordan fattigdom og elendighed frarøver mennesker deres empati. Selvom
fortælleren ikke guider læserens opfattelse af begivenhederne, men derimod
lader læseren tage stilling selv, så er den fremmede i novellen dog tilstede,
og det er ham, der hjælper læseren med at forstå handlingen. Det er i den
fremmede og i ironien at samfundskritikken og kritikken af menneskelig
ligegyldighed kommer frem.
Henrik
Pontoppidan var en af det moderne gennembruds forgangsmænd, og hele hans forfatterskab
igennem skrev han om bøndernes og de fattiges elendige vilkår på landet, om
tragiske skæbner og tilværelsen hårdhed. Både novellens stil og den
samfundskritik, som kommer frem i den er typisk for den historiske periode,
hvor den er skrevet. Mange andre danske forfattere, som for eksempel Steen
Steensen Blicher og Herman Bang, skildrer ligesom Pontoppidan de frygtelige
forhold, som bønder og fattige lever under på landet.
Novellens
sprog er meget karakteristisk for den historiske periode. Sproget er præget af
realisme og en nøgtern beskrivelse af virkeligheden. I lighed med anden
skønlitteratur fra perioden er fortolkning overladt til læseren.
Ligesom
andre forfattere fra perioden beskriver Pontoppidan, hvordan tilværelsen på
landet kommer til at handle om overlevelse, og hvordan mennesker frarøves deres
empati. De fattige bliver afstumpede, mister deres moral og bliver brutale og
ligeglade over for hinandens ulykke.
I
”En stor dag” kan dette tydeligt ses i beskrivelsen af, hvordan det sted hvor
den døde mands lig ligger, bliver et valfartsted, hvor man morer sig og nyder
at se på den døde. Det er dog ikke de fattige, som bliver kritiseret, men det
samfund, som tillader så stor fattigdom og lidelse, som bliver kritiseret.
Hvorfor kommer øvrigheden ikke med det samme, og hvorfor er der ikke nogen, der
tager sig af det fordrukne ægtepars børn, så de ikke skal stå og grine af deres
forældre – det er tydeligt, at det er samfund, der har svigtet.
Som
Pontoppidan selv skriver i sit efterskrift så blev novellerne i samlingen
genstand for forargelse i samtiden. Pontoppidan oplyser ovenikøbet at en af
borgerskabets kritikere anbefalede læsere at ”forsyne sig med en lugteflaske”
(s. 129). Man fristes til at tænke at ubehaget ikke kun handler om den direkte
skildring af elendigheden, men også fordi Pontoppidan levere en bidende kritik
af måden samfundet fungerede på – og altså også af borgerskabet.
Kommentarer til stilen kan ses på dette link: https://docs.google.com/document/d/1JaWYFIz40acDM1D5V4z1_vGgrqClZnjQQuCjxKz8rBU/edit#heading=h.ah8c9q8y98yn
Ingen kommentarer:
Send en kommentar