Inspireret af s. 30 linje 15-25. Hvordan mennesker lever af hinandens tragedier.
Jeg kendte engang en pige. En ganske
almindelig pige, med en helt normal tilværelse. Ikke særlig interessant for
nogen. En dag fik hun en voldsom hovedpine og blev indlagt. Det viste sig at
hun var dødelig syg. Hun havde en ondartet hjernesvulst, som ikke kunne opereres bort.
Pludseligt blev denne almindelige pige hele kvarterets store samtale emne. Alle
fulgte med i hendes sygdoms forløb. Hver en lille ændring havde alles interesse.
Selv mennesker som slet ikke kendte pigen, og som ikke ville kende hende på
gaden levede med i tragedien. Det blev næsten for meget. Jeg tror at alle
tænkte ”gudskelov for det ikke er mig!”. Jeg synes det er absurd som vi mennesker
lever af hinandens tragedier. Hvordan vi snager i andres ulykker. Jeg tror
måske at vi sætter vores eget liv og vores egen tilværelse højere, når vi kan
sammenligne med andres ulykker. Du tænker måske at sådan er du ikke, men prøv
at tænk efter, er du anderledes?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar